Nyheder

Bak vores events op

Det er vigtigt at vores events består - så ud af busken og tilmeld dig

Efter coronaen hærgede, har flere af Viking Atletik og andres events haltet en del på deltagertallene. Nogen steder går det godt, men andre steder har der været massiv tilbagegang. 

"Løb" var stort i perioden ca. 2006 til 2013, hvor der kom en afmatning. Der var kommet for mange events/løb. Både det som foreningerne lavede, men også private, vores egne hovedorganisationer (!!) og velgørenhedsorganisationer, kastede sig over det at arrangere løbeevents og det giver som regel et overfyldt "marked" og en træthed. Siden da er det gået tilbage i antallet af deltagere. I 2020 og 2021 gik det helt galt, men det kender vi jo alle årsagen til. 

Nu skal bøtten gerne vendes. 

Vi kan se en positiv stigning i de største events igen. F.eks. Etape Bornholm, ligger fornuftigt med ca. 25 procents fremgang (målt på samme tidspunkt sidste år). Men vi kan også se, at de tidligere Gp-løb her på øen og f.eks. vores BAU cross og BM crossløb er helt nede. Aldrig har der været så få deltagere. Det er synd. For vi risikerer ganske enkelt, at de indstilles, hvis der ikke kommer flere deltagere. 

Der er udgifter ved at lave løb. Det tager også tid. Så for en løbsarrangør er det mest motiverende, at der også kommer deltagere der løber eller går med :-). 

Så en opfordring skal lyde på, at vi igen får sparket gang i motionseventene. Der er mange af dem - stadigvæk. Og det skal vi holde fast i. Få dig tilmeldt. Også selvom det kun ! er for en god gang motion og det sociale fællesskab. Det som gør det værd, at møde op og være med. Ligesom vi altid har gjort. 

Det samme gælder i øvrigt også for banestævner (atletik). 

Viking Atletik har i dag 2635 medlemmer. Så når der f.eks. kun kommer 50 løbere til BM i cross, så er det for lidt. BM er oven i løbet et gratis løb, så det er ikke det, der afholder nogen for at være med. 

Bak alle de lokale motionsarrangører op. Bak den frivillige idræt op. Det er vigtigt, så der også i fremtiden er mange events. 

Del denne side

Følg Etape Bornholm