Nyheder

Lidt ord - midt i foråret

Det ser faktisk rigtigt godt og lovende ud. Nu går det kun en vej !

Status i det lyse forår.

Det lysner, det lysner. Ikke kun dagene, der bliver længere og længere, men også de vilkår vi har som idrætsforening. Det sidste år har været en hård omgang for os alle – også for os som idrætsforening, hvor vi har haft meget omskiftelige vilkår at tilbyde idræt under.

Vi er jo nu kørende med alle vores udendørs idrætstilbud. Det efter restriktioner både sidste forår og igen her i vinter. Men vi må højst være 50 personer. Det får vi til at fungere og vi kan se, at der kommer mange medlemmer, til det vi tilbyder. Også nye medlemmer der heldigvis er begyndt at strømme til klubben igen.

Indendørs er vi så småt begyndt at komme i gang igen. Fitnessbygningen er startet op for unge op til og med 17 år og fra 70+. Vi håber vi i starten af maj kan åbne for endnu flere. Det giver nogle udfordringer, at vi skal have bemandet bygningen, derfor er der indtil videre begrænset åbningstid. Men lad os se hvad der sker i maj. Et ønske ville være, at vi ikke skulle tjekke coronapas, men vi blot kunne stole på, at man har det, når man bruger bygningen.

Svømmetiderne kan vi hellere ikke benytte, da svømmehallen jo er lukket. Vi plejer at have svømmehallen i maj måned med – og så holder vi pause indtil oktober. Så vi må nok se i øjnene, at vi næppe rigtigt kommer i gang i denne omgang.

Medlemsmæssigt har corona betydet stor tilbagegang i 2020/starten af 21. ”På papiret” tabte vi 120 medlemmer, som medlemstallene gøres op i DGI og DIF regi (for 2020). Reelt mistede vi over 400. Forskellen skyldes, at mange jo fornyede kontingentet i januar 2020, før coronaen satte ind. Dermed tæller man med i 2020 opgørelsen, men der er så en del, der meldte sig ud i løbet af 2020. Ca. 400 i alt. DIF og DGI har været ude med en melding om, at 90.000 har forladt idrætsforeningerne. Desværre kun toppen af isbjerget. MEN – og det er vigtigt, nu hvor vi åbner igen, så kan vi se, at tilgangen igen er begyndt. Bare de sidste 10 dage er 50 nye kommet til. Mon ikke også, at mange kommer tilbage igen, nu hvor vi lukker op på ny.  Det er skønt og vil helt sikker rette op på 2021 tallet.

Tusinde tak til alle jer – over 1500 personer – der forblev medlem i en svær tid for klubben. Jeres støtte har betydet, at vi kom gennem krisen uden at skulle skære ned. TAK. Så blev der også noget at vende tilbage til.

Vi fik også god hjælp af de økonmiske hjælpepakker, som gav os langt det meste af det, som vi satte til. De sidste beløb er først kommet her i 2021, hvor vi så i bestyrelsen kunne drage et lettelsens suk. Et meget  stort et.

Vores events i 2021 er vi meget spændte på. Cross Island blev et tilløbsstykke. Der kom over 240 løbere. Vi har flyttet en del events væk fra foråret – men Ladywalk og Fredensborgløbet ligger stadigvæk inden juli. Softiceløbet i juli kan også komme i fare som et traditionelt løb, da det udkast der ligger p.t. fra regeringens ekspertgruppe, har visse krav til antal personer og den plads der er til rådighed. De bliver svære at honorere med 8-900 deltagere på et lille område. Men så må vi jo ty til en nødudgave. Til gengæld vil vi formentlig kunne gennemføre alt det andet – altså resten af 2021 – inden for de rammer der ligger i forslaget. Ikke mindst Etape Bornholm er jo vigtig for os. Når man læser forslaget, må der være op til 5000 på det tidspunkt (uge30), men man skal være opdelt i grupper af 300. Der er ikke flere i de startgrupper vi allerede har her, så det lover godt. Nu må vi bare afvente den politiske beslutning, der jo skal afgøre, hvad vi må og kan.

Vores byggeri kører også efter planen. Vi forventer fortsat at få bygningen midt i juni. Der er skrevet meget om dette projekt, så der vil jeg ikke sætte flere ord på i denne omgang. Dog vil jeg lige gentage - få hentet din chip. Vi er i slutningen af byggeriet og vi kan virkelig godt bruge noget mere likviditet. Mangler vi penge må vi låne - det er lettere at låne dem af dig, når du nu alligevel skal have en chip på et tidspunkt :-) 

Sidst men ikke mindst, så er vi i gang med at finde en dato for afholdelse af den udsatte generalforsamling. Vi er jo en demokratisk forening. Ikke en virksomhed (selvom vi er mange og har en stor økonomi). Du er med til at bestemme, hvad og hvordan tingene skal foregå i klubben. Generalforsamlingen er første skridt til medbestemmelse. Håber vi ses der – nu skal vi lige have fundet en dato. Det kan godt være, den bliver afviklet udendørs….. Men mere om det senere.

Rigtigt god træning til jer alle sammen. Sammenholdet er vores styrke.

 

Claus Clausen

Del denne side

Følg Etape Bornholm

This website has been developed on Bornholm using the open-source CMS Umbraco. Designed and implemented by Bergsbureau. Asbjørn Riis-Knudsen from JF Data tamed the beast and made the basic code-work.