Nyheder

Fase 2...

Mange ting er uafklaret - dog ligger det fortsat fast, at vi åbner så snart det er muligt

Her til morgen er de overordnede planer for genåbningen af Danmark fase 2, 3 og 4 blevet præsenteret.

Detaljerne i åbningsgraderne må vi nok vente lidt med. Jeg sætter DGI,s pressemeddelelse ind herunder.

Viking Atletik vil åbne flere og flere tilbud op inden for rammerne af hvad der er lovligt - og dermed sundhedsmæssigt forsvarligt... 

Vi er allerede startet op med flere tilbud og vi håber, at vi fra uge 21 også får sat gang i walk- og løbetræningen (fra 19. maj). Naturligvis inden for de begrænsninger der er. Motionsudvalget mødes i den kommende uge og ser på muligheden. Fra uge 24 må man så samles i større grupper og så må vi tage tingene som de kommer. Så det hele bliver nok i etaper.... 

O-løb satser vi også på, snarest muligt kan starte op - dog med forskudt start, så vi overholder alle krav. Her kommer også nyt i den kommende uge. 

Du kan her se, hvilke af vores aktiviteter der er i gang. De med * markerede er allerede i gang. Tryk her 

Fitnesslokalerne vil fortsat være lukkede. Om de må åbne i juni, juli eller først til august, er endnu helt uafklaret. Men så snart vi ved noget, så melder vi det ud. Indendørs fitness er blevet kategoriseret som "høj risiko", men vi må se hvordan det hele udvikler sig. 

Tak fordi du fortsat er medlem af klubben trods det, at vi kun har et meget begrænset træningstilbud. De penge du har betalt i kontingent er det, vil skal klare os i gennem krisen på. Vi er en forening, så som medejer af foreningen, nyder man godt af et lavt kontingent i opgangstider, men er så også med til at "betale prisen" i nedgangstider. Til forskel fra kommercielle tilbud, så får man ikke refunderet kontingent - eller får det godtgjort på anden vis. Vi håber færrest mulige melder sig ud, men at vi alle kommer igennem dette solidarisk og sammen. 

Viking Atletik vender tilbage så snart der kommer nyt om åbning af træningstilbud.

DGI, s pressemeddelelse:

Breddeidræt nævnes eksplicit i aftalen om anden fase af genåbningen af Danmark. Det er positivt og en stor anerkendelse af den enorme værdi, foreningsfællesskaber har i Danmark, mener DGI’s formand Charlotte Bach Thomassen.

Alle former for udendørs idræt kan nu sættes i gang i idrætsforeningerne inden for de gældende retningslinjer. Det står klart, efter Folketingets partier torsdag indgik en aftale om anden fase af genåbningen af Danmark.
Retningslinjerne er blandt andet, at der max er 10 personer, at alle holder 2 meters afstand, og at klubhuse og omklædningsrum fortsat holdes lukket.
At breddeidrætten er nævnt i aftalen opfatter DGI meget positivt.
”Det er en anerkendelse af den store værdi, foreningslivet har for børn, unge og voksne. Men vi havde håbet på, at vi her i fase to kunne mødes flere end 10 personer, og at vi kunne sætte gang i udendørs idrætsaktiviteter med et minimum af kropskontakt. Det har vi arbejdet for,” siger DGI´s formand Charlotte Bach Thomassen.

Kræver nærmere afklaring
Der står i aftalen at ”idrætsaktiviteter åbnes udendørs, når det sker sundhedsmæssigt forsvarligt og under de gældende regler”.
Det er positivt, mener Charlotte Bach Thomassen, men der er behov for en afklaring. Blandt andet om hvor meget plads, der kræves, når 10 personer træner sammen udendørs. Det er et vigtigt i forhold til træning inden for boldspil.
DGI vil derfor, sammen med idrættens øvrige organisationer, fortsat arbejde sammen med Kulturministeriet og relevante myndigheder om en afklaring.
DGI vil holde idrætsforeningerne orienteret, så snart der er mere klarhed om den praktiske gennemførelse af den politiske aftale.

Aktive fællesskaber er vigtige
Idrætsforeningerne var blandt de første i samfundet, der lukkede ned for aktiviteterne. Og en undersøgelse fra Idrættens Analyseinstitut, IDAN, der blev offentliggjort torsdag, viser, at næsten 40 procent voksne er stoppet med at dyrke motion og idræt under corona-krisen.
Samtidigt viser nye tal fra Børns Vilkår og TrygFonden at fritidsaktiviteter er særdeles vigtige for trivsel og selvværd hos 6-9 klasse.
”Sammen med Danmarks Idrætsforbund fortsætter vi nu det politiske arbejde med at skabe klarhed om udendørs idræt. Samtidigt vil vi arbejde målrettet for at kunne afholde sommerferie-aktiviteter for børn og unge. Det giver dog kun mening, når vi kan samle flere end 10 deltagere, ” siger Charlotte Bach Thomassen.

Mette Frederiksen: Foreningslivet er noget af det mest værdifulde vi har
Statsminister Mette Frederiksen sagde på pressemødet:
”Ganske meget af foreningslivet og idrætslivet har været lukket ned. Noget af det mest værdifulde, vi har i det danske samfund, har været lukket ned. I får nu mulighed for at åbne op igen inden for retningslinjerne.”
Statsministeren sagde også, at det har været stort fokus fra Folketingets partier, at idræt og skolegang har stor menneskelig betydning for de unge og for sundheden.

Del denne side

Følg Etape Bornholm

This website has been developed on Bornholm using the open-source CMS Umbraco. Designed and implemented by Bergsbureau. Asbjørn Riis-Knudsen from JF Data tamed the beast and made the basic code-work.