Nyheder

"Etape Bornholm" uge 30

Etape Bornholm er aflyst - men ruterne kan løbes, når det passer dig !

Pressemeddelelse

Uge 30 summer af løbeaktivitet på Bornholm – sådan har det i hvert fald været siden 1994, hvor Etape Bornholm har været et fast indslag i sommerferien på Bornholm.

Mange tusinde turister har taget til øen for at løbe en maraton fordelt over 5 dage. Samlet set har løbet, inklusiv medrejsende familier, trukket op imod 5000 gæster til øen hvert år.

Sådan bliver det som bekendt ikke i 2020.... I hvert fald ikke helt. 

Indtil 1. marts så det ekstremt lovende ud. Sammenlignet med 2019, lå vi over 30 procent foran med tilmeldingstallene. Der var stor fremgang. Så kom corona og forsamlingsforbuddet – og med udsigten til over 2700 løbere og mange tusinde hjælpere og tilskuere i målområderne, lå det klart, at Etape Bornholm 2020 ikke kunne gennemføres - og derfor blev det aflyst. 

Ærgerligt for alle. Viking Atletik går glip af en meget stor indtjening på løbet og de klubber der hjælper os med afviklingen ligeså. Det er Nyvest skytterne, Knudsker IF, Viking Fodbold, Petanque, Hasle IF, BCC og Åkirkeby IF. De mistede indtægter er en del af værdikæden på Bornholm. Pengene mangler klubberne så til videre brug  i lokalsamfundet og udvikling af idrætstilbud. Så alle taber på det.

Da Etape Bornholm blev aflyst, havde langt de fleste deltagere allerede bestilt sommerferien på Bornholm. 80 procent af vores deltagere kommer rejsende til øen for at være med. Nu stod de med en bestilt ferie – men uden et løb…. Det finder de fleste heldigvis ud af alligevel 😊

Men, selvom Etape Bornholm er aflyst, så vil Viking Atletik alligevel tilbyde de mange tilrejsende en – lille – løbeoplevelse. Så stemningen kan fornemmes.

Hver af de 5 løbsdage i hhv. Hasle, Dueodde, Almindingen, Hammeren og Rønne vil ruterne blive afmærket. Al den sædvanlig service vil blive skåret væk – men ruterne vil være afmærket. Så kan dem der har lyst, løbe ruterne når det passer dem. Hver for sig eller i mindre løbefællesskaber. Ruterne er åbne mellem kl. 10:00 og kl. 19:00. Det er om mandagen vi afmærker ruten i Hasle, tirsdag på Dueodde og så videre. Så alle ruter er ikke afmærkede hele ugen :-) Det er på dagen det sker. Ruterne, startsteder m.v. kan se her 

Det er helt gratis at løbe med.

Der er heller ingen tidtagning. Start vil være markeret og mål vil være markeret og ruten afmærket. Vi forventer, at mellem 500 og 700 løbere vil møde frem de enkelte dage.

Markedsføringen for 2021 er allerede startet…. Alle der ønsker at løbe en eller flere af etaperne kan derfor få et gratis ”startnummer”. Som et minde om at man har løbet vores nødudgave– og en påmindelse om hvilken dato vi løber i 2021. Startnummeret er støttet af Fugato, som er en af Etape Bornholms faste sponsorer.

Rigtigt mange har spurgt os, hvordan de kan støtte klubben i vores manglende indtægt i 2020, nu hvor etapen og en lang række af vores øvrige events er aflyst eller kraftigt minimerede. Det er her muligt at købe en støttemedalje. Det er Etape Bornholm medaljen, der er døbt om til støtte medalje og de kan købes for (fra) 100 kr. Vi har allerede solgt over 500 medaljer. Over halvdelen af dem er sendt ”udenøs”, hvor venner af Etape Bornholm løber tilsvarende etaper hvor de bor. Vi er dybt taknemlige for denne støtte, der sikrer, at der også i fremtiden er et Etape Bornholm. Medaljen kan også købe i uge 30 – ”over disken” i målområderne. Det har mange heldigvis tilkendegivet, at de vil. 

Det er vores håb, at tilbuddet om at løbe ruterne vil blive taget vel i mod. Nu gælder det om at se fremad og håbe på, at vi kan trække folk hertil i uge 30 i 2021, hvor Etape Bornholm løbes fra den 26. - 30. juli. På helt sædvanlig vis.... 

 

Claus Clausen

 

Startnummer der kan løbes med: 

 

 

Del denne side

Følg Etape Bornholm

This website has been developed on Bornholm using the open-source CMS Umbraco. Designed and implemented by Bergsbureau. Asbjørn Riis-Knudsen from JF Data tamed the beast and made the basic code-work.